Hvor gribbene svæver
At iagttage lammegribbene i deres naturlige habitat er en imponerende oplevelse. Med et vingefang på op til tre meter, hører disse dyr til nogle af de største og sjældneste rovfugle i Europa. De har dog aldrig været særligt populære blandt mennesker, selvom de fungerer som en slags „Alpernes hygiejnepoliti“. Gribbene er omgærdet af grumme myter og eventyrlige fortællinger. I begyndelsen af det 20. århundrede var de omsider blevet udryddet i Østrig. I 1980erne begyndtes et genbosættelses-projekt for lammegribbe i Nationalpark Hohe Tauern, og det lykkedes. I dag ses de mægtige fugle atter i dette område. Og vi er taget på en storartet fugleekspedition sammen med nationalpark-ranger Mariella Voglreiter.
På rutsjetur gennem bjergskoven
I Wildkogel-Arena findes en fabelagtig rutsjebane-rute; en kæmpe fornøjelse for hele familien. På den forrygende superrutsjebane, bestående af ti forskellige afsnit i form af rør, deller og bølger i Nationalparken ved Neukirchen am Großvenediger suser du fra midterstationen i Wildkogelbahn i 1.644 meters højde ned til Gasthof Stockenbaum: Skiftevist til fods og i rutsjebaner tilbagelægges næsten 500 højdemeter på denne nye kæmperutsjebane-tur. Hvad der for de fleste børn er én stor fornøjelse, koster mangen voksen en del overvindelse. Men senest når man er kommet i mål, er (næsten) alle blevet super rutsjefans.
Første del af rutsjebanen har øgenavnet Liesl; det lyder sødt, men ærlig talt: Det er lidt uhyggeligt. Liesl måler 36 meter. Hen ad turen rutsjer man med et fald på 14 meter og det i en vinkel på 28 grader. Det er – stejlt. Og det er noget, som skiløbere på og udenfor pister og løjper kender til: Fra og med en hældning på 28 grader kan man ikke længere gå lige op ad en stejl skråning, man skal tage en zigzagkurs. Desuden ses en rød markering på Liesl: Den betyder sværhedsgrad „middel“. Altså… det ville da være en leg, såfremt jeg havde ski på fødderne. Med ski – intet problem! Men dem har jeg ikke; jeg har blot en måtte. Ingen stokke, ingen kanter, ingen teknik. Og Liesl er ikke nogen pist, den er en slisk: Dens polerede rustfrie stål blinker i solen. Indtil lige nu troede jeg, at rutsjebaner var legetøj – ikke sportsredskaber. Men det gælder selvfølgelig ikke at stikke halen mellem benene!
Jeg kaster mig derfor ud i eventyret – bogstaveligt talt: Sætter mig på den tykke glidemåtte, tager snoren, der ligner tøjler, imellem mine hænder og suser afsted med rumpen så at sige i vandskorpen (uden vand). Og det går godtnok stærkt! Det går endda hurtigere end forventet, og i svingene er det ligeså det suser i maven. Nede igen føler jeg efter: alle kropsdelene er stadig på plads, ansigtet er stadig spændt, men jeg mærker lettelse. Pyha, det var den første af de ti kæmpeslisker. Det kan vel næppe blive værre. Og sandelig: Fra nu af er det ikke spor slemt længere! Med rutsjebaner synes det at være ligesom med de andre ting, som man i barndommen gjorde nærmest af sig selv og som man troede, var glemt forlængst. Kroppen og hjernen begynder at huske: Angsten forsvinder og lysten stiger. Okay, dernæst er det Hias’ tur og derefter Heidis, med hele 29 meters længde. Det var sjovt, nu bryder latteren frem. Rutsjebaner er en fornøjelse: Jeg havde næsten glemt, hvor sjove de er!
Det er hermed stadfæstet, at den nye kæmpe-rutsjebane i Wildkogel-Arena ikke bare er en særdeles effektiv måde at foretage en nedstigning på; den er også en kæmpe fornøjelse for børn såvel som for voksne. Mens børnene kaster sig ud i eventyret på de glatte stålslisker med begejstring, lærer de voksne på legepædagogisk vis at afgive kontrol, give slip og hengive sig til hastighedens rus! Og det med at give slip er slet ikke nogen dårlig idé i ens ferie.
Mellem de ti rutsjebaner vandres der på en smukt anlagt vej ned mod dalen. Vejen forløber gennem den idylliske skov med blåbær ved vejkanten. Lav i strimler flagrer fra træernes grene, og håndlavede bænke inviterer til et hyggeligt hvil i naturen. Fra Wildkogelbanens midterstation i 1.644 meters højde og ned til Gasthof Stockenbaum rutsjes og nedstiges der en højdeforskel på næsten 500 meter. Hvis man tager rutsjebanerne hurtigt en efter en, klarer man turen på en god time. Spørgsmålet er, om det er anbefalelsesværdigt: I sidste ende er fornøjelsen ved at glide nedad så stor, at man får lyst til at prøve en eller to af sliskerne mere end én gang. Især „Max und Moritz“, „Hänsel und Gretel“ og „Sissi und Franz“ har givet os lyst til mere end én tur: De er nemlig dobbelt-slisker, og her kan man måle sig med sin rutsjebane-fælle, der slisker nedad i det andet rør. Og det ender tit med revanche!
Rutsjebanerne i Wildkogel Arena passer fremragende til familietilbuddet hos de to steder i nationalparken, Neukirchen og Bramberg. Her, hvor man om vinteren kan glæde sig over verdens længste kælkebane, suser man ganske CO²-venlig ned i dalen om sommeren. Uden energiforbrug, helt uden larm. Når man ser bort fra jubeludbruddene, altså. Alt dette passer fint til filosofien bag Neukirchen ved Großvenediger, kendt som „Alpernes perle“ – og hvor man lægger vægt på bæredygtighed og blød mobilitet. I Bramberg findes der i øvrigt en lignende spektakulær måde at suse ned i dalen på, her forgår det bare med mountaincarts. Det er en kæmpe fornøjelse og en usædvanlig alpeoplevelse for hele familien. Vi anbefaler: Tag en tur på rutsjebanen hver dag! Det bliver sjovere for hver gang!