Regioner
Book
Sprog
DA

På sporene af skovhviskeren

På tur med Walter Mooslechner

Kan man tage ud i skoven og finde sig selv? Giver det mening at omfavne træer? For at finde svar på disse spørgsmål, aflagde vi besøg hos Walter Mooslechner i Grossarltal. Den tidligere skovfoged nyder sit otium med daglige ture i naturen. Allerhelst færdes han i skoven. Vi vil høre om, hvad der fascinerer ham ved skoven, og hvad vi kan lære af ham. Franziska Lipp har snakket med Walter Mooslechner.

Vi går længere og længere ind i skoven. Over vore hoveder lukker et grønt tag sig, bestående af løv, grene og nåle, der slipper blødt, grønt lys igennem. En lille sød fluesvampe-familie, der ligner far, mor og barn, er skudt frem af mosset; i det fjerne knækker der en gren med en dæmpet lyd. Måske et rådyr, eller en legesyg bjergged. Jeg standser og kigger mig omkring: Alting er fremmed her; alligevel har jeg en fornemmelse af tryghed. På min højre side risler en bjergbæk; bregner vifter rytmisk med bladene. I modlyset svæver edderkoppespind mellem de ældgamle træstammer og forlener skoven med et hemmeligt sus af mystik og magi. Det lyder som en gammel kliché, men her ser ud som i eventyret om den lille Rødhætte og ulven.

En tur på ældgamle stier

Vejen leder os frem til Hüttschlag, et sted, der allerede hører med i Nationalpark Hohe Tauern; vi er på vej op mod naturperlen Schodersee. Det er en ældgammel kvægdriver- og oksevej og en lige så gammel pilgrimssti til Maria Luschari i Friaul. Tusinder af mennesker har vandret ad denne sti før mig. De har set dette syn. De har hørt disse lyde. Og utallige gange er denne mand, der har lært at iagttage og lytte mere opmærksomt og bevidst end de fleste, trådt langs denne sti. Walter Mooslechner er min ledsager på denne tur. Han vil vise mig, hvad der fascinerer ham ved skoven. Og hvorfor han aldrig kan få nok af den. Heller ikke efter alle disse mange år. I sin tid var Walter Mooslechner skovrider; skoven var hans arbejdsplads. Men selv nu, efter at være gået på pension, vender han tilbage hertil hver dag.

Det er ikke mere end en time side, da sad vi endnu i køkkenet på hans nybyggede træhus i Großarl. Jeg bladrede i de bøger, Walter Mooslechner har skrevet og får lov til at kigge i hans private fotosamling: Træer ses på alle billeder, og der er træ overalt i huset. „Hver dag, jeg ikke tilbringer i skoven, er en tabt dag for mig“, forklarer Walter Mooslechner. „Da jeg endnu var skovfoged, handlede det først og fremmest om skovens økonomi. Først nu opdager jeg de mange hemmeligheder, som skoven gemmer på. Naturen er for mig en slags krydsord, som det gælder at løse. Jeg lærer noget nyt hver dag.“ Når Walter Mooslechner taler om træer, lyder det som om han snakker om sine bedste og venner og nære bekendte. Nærheden til naturen giver ham en oplivende frihedsfornemmelse, understreger han. Jeg kan mærke, at han ville ønske, at alle mennesker kunne føle det samme. Men han ved jo godt: „I vores højteknologiske verden taber vi mennesker vore naturlige fornemmelser. Man bliver nødt til at anstrenge sig lidt og tage sig tid til at få en forbindelse til naturen igen. Men den, der vil komme i balance med sig selv, kan først og fremmest gøre det i naturen.“

(c) SalzburgerLand Tourismus

Nærheden til naturen giver ham en oplivende frihedsfornemmelse, understreger han. Jeg kan mærke, at han ville ønske, at alle mennesker kunne føle det samme. Men han ved jo godt: „I vores højteknologiske verden taber vi mennesker vore naturlige fornemmelser. Man bliver nødt til at anstrenge sig lidt og tage sig tid til at få en forbindelse til naturen igen. Men den, der vil komme i balance med sig selv, kan først og fremmest gøre det i naturen.“

Se skoven med en skovfogeds øjne

Jeg mærker hans glæde og får en fornemmelse af, hvad han kan se og høre i skoven. „Kan du høre bjergbækkens symfoni? Hver bæk har sin helt egen melodi“, fortæller han mig. Walter Mooslechner viser mig et træ med en spiral af små huller – her har spætten været i gang med at finde larver i veddet ved at hakke i træet med sit spidse næb. Lidt længere henne opdager vi et egerns frokostbord: Egern holder gerne lunch på en forhøjning, som fx en sten tilgroet med mos. Fra træernes grene hænger buskede skægvækster. „Det er et bevis for den gode luft her i dalen. Man kan tørre dem og derefter ryge dem“, forklarer den tidligere skovrider og rækker mig nogle friskplukkede blåbær. De smager af skov, jord og himmel på samme tid. Hans øjne lyser og han udstråler eventyrlyst, som var han en lille dreng. Vitterligt som om han ser det hele for første gang. Og jeg bliver klar over: Denne mand ejer noget, som de fleste af os forlængst har tabt. Denne uregerlige nysgerrighed efter at opdage verden. Lysten, der driver det store i det små. Evnen til at se skønheden i de simple ting. Et ønske om at forstå hele det store billede. Og følelsen af at opleve sig selv som en del af det.

Efter et stykke tid finder vi hvile på en sten. „Det vigtigste er, at vi mennesker atter formår at bruge vore sanser. Det er godt for sjælen at røre ved træerne, helt bevidst“, lyder Walter Mooslechners ord. „Hvert træ har en sjæl. Træer er naturens mirakler, og vi er beslægtet med dem. På samme måde forholder det sig med vandet.“ Jeg kigger en smule skeptisk: Prøver denne erfarne skovfoged virkelig at fortælle mig, at jeg skal omfavne træer? Ja, det gør han faktisk. Nej, det er ikke bare sjov. Han kender til den virkning, naturen har på os mennesker. Og han ville ønske at alle andre også turde åbne deres sanser for skønheden og evnen ved at sanse dette. Det er ikke så vigtigt, hvordan vi gør det. Bare vi gør det.

© SalzburgerLand Tourismus, Walter Mooslechner

Ferieland Østrig giv et feedback og vind særlige ferieoplevelser!