Regioner
Book
Shop
© SalzburgerLand Tourismus, Pärchen am Christkindlmarkt in Salzburg

Julemarkeder og traditioner

Både verdensberømte og små autentiske julemarkeder sørger for adventsstemning i SalzburgerLand.

Et besøg på et af de mange store og små julemarkeder i SalzburgerLand giver mulighed for at dykke ned i en helt speciel verden fuld af julemirakler. Fra slutningen af november byder et helt lyshav de besøgende velkomne på julemarkederne. Et stemningsfuldt rammeprogram med traditionelle tårnblæsere, krybbespil, eventyrfortællere og bage-workshops sørger for dejlig julestemning.

Verdensberømte julemarkeder som Salzburger Christkindlmarkt am Dom- und Residenzplatz, fængsler hvert år tusindvis af besøgende fra nær og fjern med den fortryllende atmosfære. På trods af størrelsen er dette kendte julemarked stadig et sted, hvor ægte folkekultur fra Salzburg holdes i hævd. Ud over de gode kvalitetstilbud i de mange julepyntede boder – fra kunsthåndværk til gastronomi – sørger et omfattende tilbud for dejlig adventsstemning. Men der er også mange små markeder i hele regionen, der vinder ved deres hyggelige atmosfære og autentiske skikke. 

Traditioner i adventstiden

Regionens bedste blæsere lader tonerne af kendte melodier klinge under den traditionelle “tårnblæsning” på julemarkedet i Salzburg – og klangen af dem er imponerende. Denne tradition blev for første gang iscenesat i 1952 af Tobi Reiser, og den består i, at musikerne spreder en velklingende adventsstemning fra klokketårnet, julemuseets terrasse og fra domkirkens portalbuer. Messingblæsere er også en fast bestanddel af det kulturelle rammeprogram på mange andre julemarkeder. Under opførelsen af krybbespil bliver julehistorien fortalt af amatørskuespillere. 

Julebageri og hobbyværksteder

På mange julemarkeder bliver de besøgende selv aktive. Sammen med rutinerede bagere produceres der klassisk julebag: Zimsterne (kanelstjerner), Vanillekipferl (småkager med vanilje og mandler), Linzeraugen (mørdejssmåkager lagt sammen med ribsmarmelade) eller Kletzenbrot (en julekage fyldt med tørret frugt). Naturligvis kan man med det samme smage på de duftende småkager til et krus dampende Glühwein. Den traditionelle adventskrans flettes i en fart af kyndige hænder og pyntes med fire lys – et for hver søndag i advent. Også her kan man selv bevise sin håndværksmæssige snilde og lade sig instruere i kunsten at binde adventskranse. Især blandt børnene er det populært at lave halmstjerner og juletræspynt af filt, og under hyggelige oplæsninger af juleeventyr og historier spreder forventningsglæden sig blandt både store og små gæster på julemarkederne. 

 

De 4 bedste julemarkeder – insidertips

  1. Bondejulemarked på herregården Gutshof Glanegg

Et insidertip uden for Salzburgs porte er bondejulemarkedet på den historiske herregård Gutshof Glanegg. Her er der ikke kun en enestående atmosfære, men også et usædvanligt tilbud af gastronomi og kunsthåndværk. Produkterne fra herregården, der hører til familien Mayr-Melnhof, spænder over alt fra vildtpølse, hjorteskinke, friskt vildtkød over snapse, marmelader og julebag fra landmandskonerne i omegenen til hjemmelavede ting af træ, glas, keramik og tekstiler.

  1. Wolfgangseer Advent – advent ved Wolfgangsee

“Jul som i gamle dage” – det er det, de besøgende ved Wolfgangseer Advent kan opleve i byerne St. Gilgen, Strobl og St. Wolfgang: I St. Gilgen viser et elleve meter højt lys og over 50 store, tændte lys vej til det barokke julemarked. Strobl forvandler sig til en romantisk krybbeby, og i St. Wolfgang kan man kigge mestrene i gamle håndværkskunster over skulderen, mens de arbejder. Her kommer man fra by til by med skib – forbi den mere end 19 meter høje, flydende laterne med det tændte fredslys.

  1. ”Advent.in di Berg” i Altenmarkt-Zauchensee

“Advent.in di Berg” i Altenmarkt Zauchensee er præget af eftertænksomhed, stilhed og harmoni. Markedet er omkranset af engleporte af træ, og fra træhytterne dufter det af regionale lækkerier. Den særlige krybbeudstilling med titlen “Gemma Grundner-Krippe schaun” (Kom, lad os se Grundner-krybben) har fokus på den enestående mekaniske Grundner-krybbe fra 1700-tallet. 

  1. Advent hos jesusbarnet i Filzmoos & jyleidyl på Hofalmen-sæterne

Efter en romantisk tur i hestetrukken kane fra Filzmoos til sæterne Hofalmen vandrer man over en runde, der er belyst med fakler over Almböden til Oberhofalm og Unterhofalm og til søen Almsee. I en krybbe i naturlig størrelse våger Maria og Josef over det lille jesusbarn. Glühwein, punch og messingblæsere sørger for dejlig julestemning. 

Ferieland Østrig giv et feedback og vind særlige ferieoplevelser!