Skovoplevelser i Salzburgs Saalachtal

En skovhuggers liv

Bygningen Kalchofengut i Unken er godt 700 år gammel. Væggene i det gamle køkken er sodsværtede; trætrappen knirker under fødderne, og man kan tydeligt fornemme lugten fra de „gode, gamle tider“. Som besøgende i det, der i dag er et regionalt museum, oplevede vi den særlige glæde at blive ført gennem det originale og særprægede bondehus af kustode Josef Auer. Han kender hvert af husets hjørner, hver en genstand i lokalerne og kan fortælle, hvad den i sin tid blev brugt til. Og hans fortællinger om fordums tider i Unken gjorde indtryk. En tidligere skovhugger, Bert Hinterseer, indviede os derefter i hemmeligheden bag tilberedelsen af „muas“, en traditionel tyrolsk ret. Her kommer recepten, hjemmelavet og lækker: særdeles anbefalelsesværdig!

Bedstemors naturapotek

Det, vi besøgende i dag sætter så stor pris på i Salzburger Saalachtal – beliggenheden midt i den smukkeste natur – var en stor udfordring i de gamle dage. Især for den, der havde brug for en læge, der som regel boede langt væk og endvidere var en dyr affære. Nødtvunget lærte bondekonerne at hjælpe sig selv: De sankede urter, samlede harpiks og klippede de spæde skud fra fyrretræer. Foreningen Traditionelle Europäische Heilkunde (TEH) i Unken har samlet og videreudviklet de gamle opskrifter og recepter. Hos TEH-akademiet for foden af Steinpass produceres velduftende og meget effektive naturprodukter i hånden. Vi fik lov til at kigge de ”kloge koner” over skulderen og være med til at fremstille pechsalbe – en salve af harpiks, der bruges mod smerter. Opskrifterne røber vi også!

© SalzburgerLand Tourismus, Simon Moestl

Tag med på en skovtur, der hedder „WALDEN“!

I Naturpark Weißbach findes en fortryllende oplevelses-skovsti med navnet „Walden“. Hver torsdag i sommersæsonen er der mulighed for at tage turen sammen med en naturpark-guide og samtidigt tage en lynuddannelse som „skovdetektiv & vandforsker“. En skøn fornøjelse for børn, men sandelig også for forældrene. Hvem kunne fx vide, at der findes en plante ved navn „lugtende gris salat“. Eller hvilke fællestræk, der eksisterer mellem et isbjerg og en myretue! En vandretur i Naturpark Weißbach er med andre ord ikke bare smuk, den gør også klog.

Skovdetektiv og vandforsker

Hvor spiser egern deres frokost? Hvor langt kan et rådyr hoppe? Hvad er myretuer og isbjerge fælles om? Vidste du, at tre fjerdedele af Naturpark Weißbach er dækket af skov? De små skovdetektiver og vandforskere kender ikke til kedsomhed: Der er meget at opdage og udforske på den næsten tre kilometer lange skovoplevelsessti „Walden“. Vanskelige opgaver skal løses, for til sidste at finde frem til løsningen. Udstyret med bægerlup og hjulpet af en uddannet guide opdager de små og store naturelskere skoven og dens biotopi.

Lavmælt risler bækken Weißbach bag naturparkens skovmølle, Waltlmühlsäge. Stemningen er fredelig og munter her på en perfekt feriedag midt i Salzburgs bjerge. Længere nede i dalen munder bækken, der udspringer højt oppe i Berchtesgadener Alpen, ud i floden Saalach. Vovelystne vandsportsfolk nyder udfordringen på floden i kano og på tømmerflåde. Heroppe, ca. 800 meter over havet, er temperaturen særdeles behagelig: De bedste forudsætninger for en flere timers vandretur, hvor nysgerrige skovdetektiver og vandforskere kan tage Naturpark Weißbach under nøje øjesyn. Helt bogstaveligt; vores naturpark-guide Sabrina uddeler nemlig straks bægerlup og spørgeformular. „Og når I har svaret korrekt på alle spørgsmål, bliver I officielt udnævnt til skovdetektiv“, forklarer hun de nysgerrige børn, der utålmodigt venter på startskuddet. De vil afsted – på eventyr! Ud i skoven!

„Walden“ – på sporet af en naturekspert

Skovoplevelsesstien blev bygget i 2010, og den er opkaldt efter Henry David Thoreaus berømte bog „Walden – livet i skovene“. Naturfilosoffen Thoreau publicerede sit værk i 1854, efter i flere år at have boet i et bjælkehus i en ensom skov. Derfor finder man i Naturpark Weißbach også et af hans citater ved starten af temavejen: „Fiskere, jægere, skovhuggere og alle andre, der tilbringer deres liv i skoven, er på en måde selv en del af naturen og bedre egnet til at iagttage den, end filosoffer og endda digtere, der har visse forventninger forud for mødet med den.“ Kejserkåben derimod viser børnene vejen fra station til station: Denne sommerfugl med sine mørke-orange vinger lever her i naturparken. Med lidt held kan børnene endda møde et eksemplar.

© SalzburgerLand Tourismus, Simon Moestl

Hvad har en myretue tilfælles med et isbjerg?

På station nummer to møder børnene en helt særlig plante, der udelukkende gror i alpeskove. Den kendes under navnet „lugtende gris salat“. „Og hvad lugter den så rent faktisk af?“ spørger Sabrina. „Den lugter af Katharinas sportssokker“, griner Johannes. Ikke helt: Det rigtige svar er „kartofler“, og dermed har vi fundet løsningens første bogstav. Og vi fortsætter fremad. Sine steder i gåsegang, når stien bliver ganske smal, andre steder snakker vi højlydt sammen i grupper, men hele tiden følger vi den brusende bæk, Weißbach. Nu skal vi benævne træer og føle efter genstande. Børnene lærer at svampene omdanner det døde træ til noget brugbart, og at en myretue ligner et isbjerg i sin struktur: Kun cirka en tredjedel af myretuen findes ovenover jorden; nedenunder er den dobbelt så stor.

Gennem kløfteskoven til medaljeoverrækkelsen

I skovslugten er børnene forbavset over de mange epifytter. „Det er planter, som gror ovenpå andre planter og træer. Her hos denne særlige skovvækst i kløften hersker der en ekstrem høj luftfugtighed, og klimaet er stort set det samme hele tiden; det fremmer epifytternes vækst“, forklarer Sabrina. Børnene kigger imponeret: De ældgamle træer på stedet formidler nærmest en slags urskovsfornemmelse. Så passer det jo fint, at man finder en vakkelvorn gynge i nærheden, hvor man kan svinge med udsyn til alt det grønne – næsten som Tarzan og Jane.

Ved slutningen på vandreturen har alle børnene gættet kodeordet – med eller uden hjælp fra forældrene. Skovjordbærrene blev spist, smådyr og kravl blev iagttaget med bægerlup og sluppet fri igen. Tilbage på toppen uddeler Sabrina medaljerne og udnævner officielt børnene til „skovdetektiver og vandforskere“. Nu mangler vi bare at finde det rette sted til frokosten, som østrigerne kalder jause. Valget står mellem en almhütte og en jausenstation her i Naturpark Weißbach, hvor medaljerne skal fejres med lidt vådt og lidt tørt.